Om Børnehaven Kantorparken

Vores hus har mange rum, hvilket giver os mulighed for at arbejde i mindre børnegrupper. Her er værksted, læsekroge, hvilerum, tumlerum og rum til at bygge store ting med legetøj, som vi har rigtig meget af.

Hver dag er der aktiviteter med et pædagogisk planlagt formål. Større aktiviteter foregår ofte om formiddagen, og hen af dagen er der andre aktiviteter spredt ud. Vi stræber efter at have et pædagogisk formål med hele dagen i børnehaven – derfor har vi faste og spontane aktiviteter spredt ud over hele dagen.

Hver uge har vi særlig fokus de forskellige dage. Vi har fast hver uge Mandag som Cykelmandag, hvor børnene kan have deres egne cykler/løbehjul med, og så laver vi fælles cykellege på legepladsen. Om onsdagen har vi turdag, og om fredagen har vi Legetøjsfredag, hvor børnene kan have legetøj med hjemmefra. De andre dage er vi ofte opdelt i aldersgrupper, for at kunne målrette aktiviteter og skabe relationer i de forskellige grupper – det kan være rytmik (sang og bevægelse), bevægelsesbaner med fokus på motorisk udvikling, værkstedsaktiviteter hvor vi klipper, limer, maler, mm.

Vi har særlig fokus på natur og udeliv, hvor vi tager på ture i det grønne, går på opdagelse efter insekter og planter på turene og på legepladsen i det daglige, laver bål og bålmad i bålhytten, mm. Gennem året har vi forskellige temaer, fx har vi ”Haletudse”-tema, hvor vi gennem kontinuerlige ture følger haletudsernes udvikling til frøer ved (forsigtigt) at fiske dem op fra mosen og åer og undersøge dem.

Vi har en stor, grøn legeplads, med en bålhytte hvor vi samles i det store fællesskab. Vi har et udeværksted, der gør det muligt at fordybe os i materialer, vi har fundet i naturen. På legepladsen kan børnene grave og rode i jorden efter smådyr, lave små insektfælder eller gå på sommerfuglejagt med net.

På legepladsen er der plads til at gynge, både alene eller sammen, f.eks. på den store fugleredegynge. Det er klatrestativ, sandkasser og en bakke, hvor der kan kælkes eller trilles på. Børnehaven har mange små træer og plantekasser med blomster og krydderurter. Hvert forår har vi “blomsterdag”, hvor alle børn har en blomst/plante med hjemmefra, som vi sammen planter og passer.

Vi arbejder for, at dit barn kan udvikle gode relationer til os og til de andre børn. Vi arbejder for, at ethvert barn føler sig trygt og ser sig selv som en betydningsfuld del af fællesskabet.

 

Dagsrytme i børnehaven:

Der kan være variationer på dagene, men de fleste dage har følgende dagsprogram:

Mellem kl. 7 og 8 serverer vi morgenmad, hvor vi starter dagen sammen. Der er sædvanligvis brød, smør, havregryn, mælk og lidt frugt.

Kl. 9 har vi ”morgencafé”, med lidt brød/frugt/grønt, hvor en voksen sidder i værksteds-rummet med et let mellemmåltid, og de børn der vil have lidt kan sætte sig.

Fra 9.30 og indtil frokost er børnene opdelt i mindre grupper, hvor der er forskellige aktiviteter. Der vil i løbet af året være forskellige temaer/projekter. I vil få besked på Aula omkring dette, og de forskellige ugers planlægning.

Kl. 11 gør vi klar til frokost, og spiser derefter i mindre grupper. Vi har varm mad 4 gange om ugen, og smør-selv rugbrødsmadder en gang om ugen. Madplaner skrives ud på Aula, og hænger i børnehaven.

Nogle mindre børn får en middagslur efter frokost – snak gerne med personalet om dette. De fleste børn er på legepladsen efter frokost.

Efter frokost går vi som regel på legepladsen.

Kl. 14 ca. har vi fælles oprydning på legepladsen, evt. efterfulgt af Ugens Leg på legepladsen, hvor vi laver forskellige nye og klassiske lege i fællesskab hele huset. Det kan fx være ”Hvad er klokken hr. Løve”, ”Alle mine kyllinger”, ”Ståtrold”, etc. Om vinteren går vi ofte indenfor i stedet, og spiser frugt hvor vi opdeler børnene i store og små.

Kl. 14 ca. har vi eftermiddagsfrugt, med fx brød og frugt. Her spørger vi som oftest ind til hvad børnene har af ønsker til eftermiddagen, og tilstræber at kunne fordele børn og voksne dertil. Vi er enten inde eller udenfor.

Kl. 14.30 – 15.30: Så herefter har vi leg og aktiviteter igen, ofte ud fra børnenes ønsker på dagen, eller forskellige vokseninitierede aktiviteter som børnene kan tilslutte sig.

Kl. 1530-17 søger vi at samle de resterende børn, til at kunne få en rolig afslutning på dagen med fx et brætspil, eller hvad der rører sig hos børnene.

Kl. 17 lukker børnehaven.

Om eftermiddagen hjælper alle forældre og børn når de bliver hentet med lige at rydde lidt op i fællesskab,

Forældresamarbejde

Vi finder det særlig vigtigt at både forældre og børn er trygge ved børnehaven og de voksne. Vi overlades det vigtigste i forældrenes liv i vores hænder hver dag, og dette ansvar tager vi alvorligt. Vi anser børnenes forældre som vigtige samarbejdspartnere, der har unik viden om deres børn som vi har brug for at få indblik i, for at kunne understøtte barnets trivsel, dannelse, læring og udvikling. Grundet vores lille størrelse og faste personale, har vi et tæt og nært forældresamarbejde, da vi lærer hinanden at kende i løbet af årene.
Vi er i løbende kommunikation med forældrene både i det daglige, til de løbende trivselssamtaler og gennem den ugentlige kommunikation via AULA, hvor vi sender en fredagsbesked om ugen der er gået, næste uge, lidt billeder, mm.
Vi afholder hvert år flere arrangementer hvor forældrene inviteres ned i børnehaven, fx Sommerfest, Lysfest, forældrekaffer, mm.
Vi har et aktivt forældreråd, og afholder forældremøder to gange om året.
Vi har en forventning om at forældrene også ønsker at gensidigt, positivt samarbejde om deres børn, deltager til arrangementer, støtter op om børnehavens arbejde ved at deltage aktivt i hverdagen, og at alle forældre holder sig opdateret om hvad der ellers sker i børnehaven. Det er nemlig vores erfaring, at når forældrene er inddraget i høj grad i børnehaven, trives børnene bedre.

Rundvisning

Man er altid velkommen til at kontakte os for at få en rundvisning i børnehaven. Vi elsker at vise vores børnehave frem!

Når dit barn skal starte i børnehaven, anbefaler vi også at man kommer på besøg med sit barn i børnehaven før opstart og lige leger lidt på legepladsen eller indenfor. På denne måde får barnet en fornemmelse af hvad børnehaven er, og måske endda glæder sig til at prøve gyngen eller rutschebanen igen, eller lege med nogle af de andre børn og voksne.

Man kan læse vores velkomstbrev til nye forældre her:

Mad og måltider i børnehaven

Vi er bevidste om, at sunde mad – og måltidsvaner er vigtige for dit barns udvikling. Ved måltiderne i børnehaven understøtter vi udviklingen af gode spisevaner. Vi har guldmærket i økologi (95%), og maden laves dagligt i vores eget køkken. Børnene i vores børnehave har en god appetit, fordi de bruger meget energi gennem dagen, på at løbe, lege og grine. Vi har varm mad 3 gange om ugen, og smør-selv rugbrødsmadder 2 gange om ugen.

I 2022 havde vi bl.a. fokus på vores Mad- og Måltidspolitik og at få skabt gode rammer om det pædagogiske måltid. Ved forløbets afslutning blev den præsenteret på et forældremøde, og det var fantastisk at høre al den positive respons forældrene havde oplevet ifbm. dette arbejde, og hvordan børnene fortalte om det i hjemmet. Det mundede ud i vores “Mad- og Måltidspolitik”, der evalueres hvert år og kan ses her:

Hvis du/I har nogle spørgsmål, eller vil på besøg, så ring på tlf: 39563733 eller skriv på mail: bhkantorparken@nbs4.dk

 

Pædagogisk Læreplan:

Vores pædagogiske læreplan kan læses her:

Evaluering af den pædagogiske læreplan 2023:

Vores evaluering af den pædagogiske læreplan kan læses her:

Tilsynsrapport:

Det er selvfølgelig vigtigt, at de mange gode pædagogiske intentioner bevæger sig fra skrivebord til børneliv/ungeliv. Derfor bliver der hvert år gennemført et tilsyn med det pædagogiske arbejde. Tilsynet udføres af pædagogiske konsulenter gennem observationer af børnenes/de unges hverdag i institutionen og dialoger med personale og forældre.

Fra og med 2020 er klynge NBS4´s fire børnehaver samlet under én paraply der hedder: “Firbenet”.

Dette betyder også at de fire børnehaver siden 2019 har modtaget én samlet tilsynsrapport.

I den foreliggende rapport fra 2023, er de fire børnehaver således samlet benævnt som Børnehaven Firbenet.

Alle fire institutioner har modtaget selvstændige tilsyn, og det er bestyrelsens ønske, at alle fire børnehaver fremadrettet modtager en selvstændig rapport som tidligere.

Du kan se vores nyeste tilsynsrapport og læse mere om det pædagogiske tilsyn på Københavns Kommunes hjemmeside her:

Det årlige tilsyn dokumenteres i denne tilsynsrapport, som præsenteres og drøftes som et fast punkt på det årlige forældremøde.

 

Vores kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen der løbende kommer på besøg og tjekker vores køkkener med madordning kan ses her:

 

 

 

[/grid_8]

Galleri